top of page
Søg
  • psykblegvad

Lever du med psykisk vold?

Opdateret: 9. okt. 2022


I min psykolog praksis møder jeg både kvinder og mænd som lever med psykisk vold.

Kvinder og mænd som gerne vil ud af deres parforhold pgr. af psykisk vold, men som ikke tør.

Både fordi de er bange for deres egen sikkerhed eller deres børns sikkerhed.

Bange for konsekvenserne ved skilsmisse og et samarbejde efter skilsmissen. De er psykisk nedbrudte og i tvivl om de kan klare sig uden deres partner. Vil du være fri af psykisk vold så klik her


Som psykolog, møder jeg også kvinder og mænd som er kommet ud af en relation der har været præget af psykisk vold og hvor klienten har mistet sig selv undervejs i relationen.

Som står tilbage med undren over, at de lod sig forføre ind i en relation som var præget af kontrol og jalousi.

En relation som var præget af ydmygelser, kritik og manipulation.


Det er almindeligt at skændes i et parforhold. Det kan også gøre noget ved magtbalancen imens skænderiet står på.

I et parforhold med psykisk vold, er magtforholdet altid skævt.


I en rapport udarbejdet af VIVE 2018, har 4 ud af 100 kvinder og 1 ud af 100 mænd, været udsat for psykisk vold i Danmark det seneste år.

Hvad er psykisk vold?

Psykisk vold er gentagende og systematisk nedbrydelse af ofret.

En skæv magtbalance, en relation præget af ydmygelser, kontrol og nedgørelse.

Den psykiske vold kan forekomme meget tydeligt, men den kan også forekomme mere subtilt og være sværere at sætte fingeren på.

Nogle gange er psykisk vold et forstadie til fysisk vold.

Kan du kende dig selv nogle af de nedenstående eksempler, er du måske udsat for psykisk vold.


Måske oplever du at din partner er jaloux og kontrollerer dig.

Måske skal du stå til regnskab for hvad du laver, hvem du er sammen med og hvor du skal hen.

Det kan være din partner er kritisk overfor dig, også når I er sammen med andre.

Nedgør og ydmyger dig.


Det kan være du forsøger at ændre situationen, men din partner tager ikke ansvar eller anerkender, at dine grænser overskrides.

I stedet mener din partner, at du selv er skyld i, at du bliver behandlet på den måde og du bliver i tvivl om hvad der er rigtigt og forkert.

I perioder er din partner meget optaget af dig og måske er han prinsen på den hvide hest, for derefter at virke kold og afvisende.


Du mister kontakt til dit nærmeste netværk, fordi din partner ikke ønsker, at I skal se dem mere. Det vil sige at du bliver mere og mere isoleret.


Du har svært ved at bryde kontakten selvom du ved at den er nedbrydende og destruktiv for dig. Dit netværk er bekymrede for dig, men du kan ikke løsrive dig.


Ovenstående er eksempler på psykisk vold som kan forekomme i mere eller mindre grad. Men uanset i hvilken grad er det destruktivt.


Konsekvenser ved psykisk vold.

Psykisk vold er nedbrydende.

Den kan udvikle sig over længere periode.

Man mister troen på sig selv.

Ens selvværd bliver nedbrudt og man bliver i tvivl om hvad der er rigtigt og forkert.

Skam er en følelse som mange går med, hvordan kunne jeg ende her, hvorfor kan jeg ikke beskytte mig selv.

Skam kan medføre ensomhed.

Det kan være svært at tale med andre om den psykiske vold og andre har måske svært ved at forstå alvoren.

Psykisk vold er anderledes end fysisk vold, der er ikke fysiske eller synlige tegn på volden.

Man kan ikke se når man får sår på sjælen.

I nogle tilfælde kan psykisk vold medføre angst, depression eller PTSD.

Jeg har lavet et onlinekursus der hedder "Bliv fri af psykisk vold" til dig der vil stå stærkere i dig selv og leve uden psykisk vold. Og det er uanset om du vil gå eller blive. Klik her for at gå til onlinekurset.


Hvad kan man gøre?

Først og fremmest skal du tale med andre om hvordan du har det og hvad der sker i relationen.

Du skal turde åbne op og række ud.

Hvis du vil ud af relationen, kan du lave en exit-plan.

Det vil sige forberede sig grundigt inden man forlader forholdet. Exit-planen kan du få hjælp til.

Du kan undersøge hvilke muligheder du har for at få hjælp.


Uanset hvad du vælger, er det vigtigt at søge information om psykisk vold.

Ved at søge information kan du bedre forstå hvad den destruktive adfærd gør ved dig.

Du bliver måske bevidst om, at du har brug for at gøre noget.

Nogle gange er det nødvendigt at tale med en psykolog, så du kan få hjælp til at forstå hvad relationen gør ved dig og genopbygge troen på dig selv.

Få hjælp og støtte til at finde ud af om du skal blive eller forlade forholdet.

Er du kommet ud af en destruktiv relation, kan det tage tid at komme sig, det kan tage tid at hele.

Det kan være en god ide at tale med en psykolog for at forhindre, at du ender i en lignende destruktive relation igen.

Ønsker du at tale med en psykolog er du velkommen til at booke tid hos mig eller ringe på 30219521. Jeg har praksis i Charlottenlund i Nordsjælland. Tæt på tog og bus.

40 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page